Haves: Et par milliarder. Ønskes: Handling

Kære ministre. Velkommen tilbage fra en velfortjent sommerferie. Jeg har et godt tilbud til jer. Hvad siger I til et par gratis milliarder direkte ned i statsbudgettet?

 

Kære Lars Christian Lilleholt og Hans Christian Schmidt.

Sommeren er uigenkaldeligt forbi for i år, men selvom de sidste is er spist, soltimerne er på tilbagetog og shortsene er skiftet ud med habitten, har jeg alligevel et godt sommertilbud til jer. Hvad siger I til et par milliarder lige ned i statsbudgettet? Det eneste, I skal gøre, er at stille krav til, at Danmark begynder at bruge vand med omtanke.

Vand er også energi
I 2011 bad EU os om at udfase glødepærer. I dag tænker vi slet ikke over det, når vi køber spare- og LED-pærer. Det er blevet helt naturligt for os at spare på elektriciteten, men vand taler vi sjældent om. Det skal vi ændre på af den simple årsag, at vand skal tænkes med ind i vores energiplaner. Ellers når vi ikke 2020 og 2050-målene.

Offentlige bygninger skal gå forrest
Det er faktisk meget ligetil. Der ligger nemlig rigtig mange liter vand, særligt varmt vand, i offentlige bygninger, som bare venter på at blive sparet. De tekniske løsninger har vi allerede. De sparer minimum 30% på vand- og energiforbruget, det handler bare om at implementere dem.

Er det så dyrt? Nej, det er faktisk ret billigt. At skifte en vandhane koster kr. 1.000,- og de penge er betalt tilbage på 1-3 år, afhængigt af placeringen. Men vi skal videre endnu.

Stil krav i bygningsreglementet
Hvorfor ikke stille krav om vandsparende produkter i bygningsreglementet? Vi stiller jo allerede krav til f.eks. vinduer, isolering og ventilation? Alt andet er jo ubegavet. Det gælder både, når vi bygger nyt eller renoverer det gamle. Alt for ofte bliver tekniske løsninger, der kan spare på vand og energi, nedprioriteret eller skrottet. Vi sparer besparelserne væk, og det er ikke bare dumt, det er også dyrt. Men vi skal endnu videre.

Giv os et los i røven
Innovation og fornyelse kommer ikke af sig selv. Det kommer, når man bliver presset. Tænk bare på rumkapløbet eller alle de opfindelser, der er kommet i kølvandet af forfærdelige krige. Tiden er kommet til, at I – kære politikere – skal give os producenter og forbrugerne et los i røven. Tving os til at tænke ud af boksen. Tving os til at sætte vand på dagsorden. Tving os til at bruge vand med omtanke. I kan ovenikøbet spare et par milliarder på statsbudgettet helt gratis. Der er ingen tabere, mindst af alle miljøet og de kommende generationer.

Skrevet af olesander

Jeg blogger om bæredygtighed og grøn energi og jeg har en mening om mange ting, også hvad politikerne skal gøre for at sikre Danmark vand med omtanke.

Skriv et svar