De dyre(bare) dråber

I Danmark har vi noget af det reneste vand i Europa – men det er ikke billigt! Vi betaler faktisk den sjettedyreste pris sammenlignet med vores europæiske fætre og kusiner.

Man kan undre sig over, hvorfor vand skal være så dyrt at få ud af hanen. Det tilhører jo os alle sammen og ligger bare der i jorden og venter på at blive trukket op. Men det, man skal tænke på, er, at den høje pris er med til at sikre os, vores børn og vores planet en lang række fordele. For det er langt fra kun vand, vi betaler for på vores vandregning. Pengene går eksempelvis også til:

  • Løbende kontrol og analyser af vandkvaliteten
  • Vedligehold af både vandledninger og kloakker
  • Rensning af det beskidte vand fra vores hjem og industrien
  • Forskning og udvikling af smarte vandteknologier og infrastruktur
  • …og investeringer i en række miljøvenlige tiltag (!)

Hvad mange nok ikke ved er, at vores vandværker hele tiden arbejder på at nedbringe vores indvirkning på miljøet. Det gør de lokalt ved at fx at plante skove på grundvandsområder for at beskytte vandet mod forurening; og at bruge bæredygtige måder at indvinde grundvandet på, så CO2-aftrykket bliver så beskedent som muligt.

Spar på vandregningen

Alle de grønne sidegevinster ved vores dyre vand, ændrer stadig ikke på, at vi betaler mange penge hver eneste måned. Penge, som mange helt sikkert gerne vil spare lidt på.

Lidt sjov fakta er, at prisen på vand varierer rundt om i landet, så bor du fx på Amager betaler du næsten dobbelt så meget for vandet, som de gør på Frederiksberg. Det er de lokale vandværker, der bestemmer prisen, og ofte vil niveauet også hænge sammen med, hvor tæt befolket et område du bor i.

Hvis du ligesom mig ikke lige er indstillet på at flytte til et billigere ’vandområde’, er der stadig råd at hente. En oplagt måde at holde husholdningens vandforbrug og vandudgifter nede er ved at blive mere bevidst om, hvordan og hvor meget vand vi bruger – og gøre det smartere, samt ved at genanvende regnvand, hvor det er muligt!

Tænk over det. Med alt det regn, vi får i Danmark, er det da en skam ikke at bruge det til noget nyttigt. Regnvand kan opsamles ved at koble en tønde på nedløbsrøret og bruge det til havevanding. For de fleste er vandforbruget i hjemmet ”usynligt”. Jeg aflæser selv min vandmåler hver måned og kan følge forbruget. På den måde bliver det meget tydeligt, hvis teenagerne tager for lange bade, eller netop når græsplænen har været fint grøn hele sommeren, og det ikke har givet udslag på vandforbruget. Det er så nemt – og det føles faktisk dejligt både at gøre noget godt for pengepungen og for miljøet.

Written by lizaandersen

Jeg blogger om vand i hverdagen, og hvordan vi alle kan blive bare lidt bedre til at bruge vand med omtanke.

Skriv et svar