Fremtiden er berøringsfri

Berøringsfrie vandhaner er efterhånden blevet så raffinerede, at du nu bør overveje om din næste vandhane derhjemme skal være udstyret med den smarte teknologi.

Du kender dem sikkert allerede fra lufthavne, institutioner og andre steder, hvor mange mennesker kommer igennem i løbet af en dag. Berøringsfrie vandhaner har i årtier været det fortrukne valg her, fordi de kan skære ned på både vandforbrug såvel som bakterier.

Her er 3 gode grunde til, at man bør overveje, om det ikke også er en investering værd i hjemmet.

1) Brugervenligheden er blevet bedre
Hvem har ikke stået ved en vask på et offentligt toilet, med hænderne smurt godt ind i sæbe, og forsøgt med alverdens fagter at aktivere sensoren på vandhanen uden held? I en sådan situation falder ordet ”brugervenlig” dig nok ikke ind som det første. Men de nyere sensorer er faktisk blevet så gode, at de åbner for vandet, så snart de registrerer dine bevægelser og lukker igen øjeblikkeligt efter, at du fjerner hænderne.

Er du lige så glad, som jeg er for personlige indstillinger, giver moderne vandhaner også mulighed for, at du selv kan bestemme over funktioner såsom sensitivitet og løbetid. Rengøringen og vedligeholdelse af armaturet er også blevet tænkt ind i designet, så der er færre kroge og kanter, hvor kalk og skidt kan sætte sig. Og når man giver sig i kast med rengøringen, kan man ofte helt deaktivere sensorerne, så man ikke uforvarende får tændt for vandet.

2) Hygiejnen er i højsædet
Når den berøringsfrie løsning er den fortrukne hos mange institutioner, er det særligt fordi, en vandhanes greb hurtigt kan udvikle sig til en regulær bakteriebombe. Med sensoraktivering kan man helt undgå problemet med at overføre bakterier på grebet – uden at skulle ud i løsninger med at bruge albuer eller papirservietter for ikke at få bakterier på sine rene hænder.

Og det er ikke kun på badeværelset, at der er sanitære fordele ved designet. I dag kan man nemlig finde såkaldte duo køkkenarmaturer, hvilket betyder, at en køkkenhane kan klare både de sædvanlige funktioner såsom at fylde en gryde med vand, og samtidigt have en sensor så man kan åbne for vandhanen uden berøring. Det betyder, at man helt kan undgå krydskontamineringer, hvis man eksempelvis lige har skåret sin kylling og skal til at give sig i kast med at snitte gulerødder.

3) Der er vand og penge at spare
Vand er en vigtig ressource, som vi skylder de kommende generationer at spare på. Det kan ofte lade sig gøre ved at ændre bare lidt på sine vaner eller at indtænke bæredygtige løsninger i sit hjem. I dag kan man erhverve sig en berøringsfri vandhane for i omegnen af 1500 kr., hvilket godt nok er væsentligt flere penge, end man giver for almindelige armaturer. Men det er en investering, der tjener sig selv hjem på længere sigt.

Sensorerne vil nemlig sørge for, at vandet slukkes med det samme, så distræte voksne og børn ikke behøver at bekymre sig om vandspild.

Brugervenlighed, hygiejne og vandbesparelser. Argumenterne er mange for at overveje, om den næste vandhane, du anskaffer dig, skal være berøringsfri. Jeg tror, at det er fremtiden, men i sidste ende er valget dit.

Skrevet af clausrantzaufmm

Jeg blogger om industrielt design, trends og tekniske tanker bag vandbesparelser.

Skriv et svar