De skjulte muligheder i din vandhane

Der er desværre ikke mange, der kender mulighederne inden for vandhaner og brusere, når det kommer til at spare på vandet. Langt de fleste vælger stadig nye armaturer udelukkende ud fra design og pris. Den gode nyhed er, at det kan du stadig gøre, selvom du også er på udkig efter en vandbesparende løsning.

De seneste 10 år er der sket rigtig meget med udviklingen af energirigtige vandhaner og brusere – de er blevet flottere designet, funktionelle, og de er også tilgængelige til overkommelige priser. Teknologien er blevet smart. Du får stort set samme produkt og oplevelse, men med en betydelig vandbesparelse oveni.

Tag et luftigt brusebad

Hvis du har en ældre bruser installeret i dit bad, bruger du mindst 10-15 liter vand i minuttet. Tager du et bad på 10 minutter, ryger der altså hurtigt 100-150 liter. Med de nye sparebrusere kan du næsten halvere den mængde. Brusehovedet er nemlig designet til at tilføre luft til vandet, så der i stedet kommer cirka 6 liter vand ud i minuttet, men komforten er stadig høj. Billigt bad, samme oplevelse!

Sluk og tænd uden hænder

En anden smart teknologi, der allerede er meget brugt i lufthavne og offentlige institutioner for at opnå vandbesparelser, er berøringsfrie vandhaner. Inden for de seneste år er brugervenligheden og funktionaliteten blevet så god, at det nu også giver mening at blive berøringsfri i hjemmet. Du kan f.eks. selv indstille efterløbstiden, så den passer til dit behov – dvs. hvor længe vandet skal løbe, efter at du flytter hænderne. Før i tiden var det en fabriksindstilling, som man ikke kunne ændre på.

Derudover er der en stor sundhedsmæssig gevinst at hente på de berøringsfrie armaturer, da håndtaget på almindelige vandhaner hurtigt bliver gemmested for masser af bakterier.

Det skjulte varme vand

Det sidste vandbesparende tip, jeg vil nævne, er det mest skjulte. Men til gengæld er det simpelt! Det handler om at indstille termostaten på din varmtvandsbeholder rigtigt. Alt for mange har en standardindstilling, så den helt unødigt producerer varmere vand, end du faktisk bruger. Den kan f.eks. være indstillet til at producere 55 grader varmt vand, selvom du kun bruger 47 grader. Og det kan alt andet lige blive til en pæn besparelse.

Tilbage er kun at opfordre dig til at gå på opdagelse i de mange skjulte muligheder, næste gang du er på udkig efter ny bruser eller vandhane eller bare gerne vil bruge vand med mere omtanke.

3 kommentarer

    1. Det er et rigtig godt spørgsmål – det vil jeg finde ud af, og så vender jeg tilbage til dig 🙂
      Bedste hilsner fra
      Jeannette

Skriv et svar