Så meget vand går der til dine dagligvarer

Vidste du, at det kræver 125 liter vand at producere ét enkelt æble? Nej vel? Læs med og bliv klogere på vandforbruget bag mange af vores hverdagsprodukter.

I din dagligdag tænker du måske allerede over dit vandforbrug -, hvor lang tid din teenager bader, om vaskemaskinen er fyldt, og at regnvandstønden er installeret. Men det er nok de færreste af os, der har de samme tanker om vandforbrug, når vi køber ind til aftensmad eller er på udkig efter en ny jakke. Og det er på trods af, at vores mad og tøj er ret store vandslugere.

Jeg har samlet otte eksempler på dagligdagsting, som kræver store mængder vand at producere. Jeg mener selvfølgelig ikke, at du skal stoppe med at forbruge alle disse ting, men det kan måske hjælpe dig med at træffe mere bæredygtige valg i fremtiden:

  1. Tøjproduktion

Det kræver ekstreme mængder vand at producere tekstiler. Bare ét enkelt par jeans kræver 10.000 liter vand, mens en t-shirt kræver 1.400 liter vand, hvilket svarer til mere end 10 fyldte badekar. Tænk engang på alle de fyldte badekar, du har liggende i skabet…

  1. Bomuld

Når man har sagt tøjproduktion, må man også sige bomuld. Bomuldsafgrøden bruger rigtig meget vand. Bare et kilo bomuldsfibre kræver 4.500 liter vand og er en af de mest vandkrævende afgrøder i forhold til udbyttet. En undersøgelse viser, at hver dansker i gennemsnit køber 16 kg tøj om året – og selvom alt nok ikke er bomuld, ryger der alligevel mange liter vand i posen, når vi shopper.

  1. Avocadoer

Avocadoer er en af de helt store vandslugere. Det kræver intet mindre end 900 liter vand at producere et halvt kilo avocadoer. Det var grunden til, at danske supermarkeder i 2017 boykottede chilenske avocadoer. Avocadoproduktionen medførte nemlig, at lokalbefolkningen ikke havde vand nok til dem selv.

  1. Kød

Der ligger et stort vandforbrug bag produktionen af kød. Det kræver 1986 liter vand at producere et halvt kilo kylling, mens et halvt kilo gris kræver 2725 liter vand. Derudover går der 15.500 liter vand til et kilo oksekød. Det er altså vildt at tænke på… det svarer til, at du tager et 10 minutter langt bad hver dag i fire en halv måned.

  1. Mandler

Mandler er muligvis små af størrelse, men deres vandforbrug er bestemt ikke småt! Det kræver fire liter vand at producere én enkelt mandel. En undersøgelse fra 2014 viste, at USA – som står for 82% af verdens samlede mandelproduktion – bruger 378 milliarder liter vand årligt på mandler.

  1. Ris

Der skal ikke kun bruges vand til at koge ris. Det skal også bruges i produktionen. Et halvt kilo ris kræver 757 liter vand. Så hvor du bruger 7,5 dl vand til at koge 5 dl ris, bruges der 7570 dl til at producere de 5 dl ris. Tankevækkende?

  1. Te og kaffe

Te og kaffe er dagligdag for størstedelen af os. Men det er nok de færreste, som ved, at det kræver 4031 liter vand at producere et halvt kilo te og 8593 liter vand at producere et halvt kilo kaffe. Det svarer til, at der ligger 129 liter vand bag ved hver kop kaffe, du drikker.

  1. Vaniljestænger

Nu kommer den helt store vand-sværvægter: vaniljen! Et halvt kilo vaniljestænger kræver svimlende 57.463 liter vand. Det er en lillebitte vandsluger, der vil noget.

Nu er du måske lidt klogere på, hvilket vandforbrug der gemmer sig i produktionen af dine dagligvarer, men er der et af produkterne, som du ville være villig til at skære væk? Jeg har været vegetar i mange år, men jeg har nok alligevel ikke købt min sidste marcipangris. Kom med dit bud på, hvilken vare du bedst ville kunne undvære – om nogen overhovedet.

Skrevet af anjalyngeaabye

Blogger på http://vandmedomtanke.dk

5 kommentarer

  1. Det er rigtig interessant, men jeg tror rigtig mange mennesker tror at de her vandmængder svarer til rent dansk drikkevand. Hovedparten af regnskabet for oksekøder er f.eks. regnvand til græs – det samme for de øvrige – regnvand til korn, majs etc.
    Det vil være interessant at få præciseret hvor meget af vandforbruget der er alm. regnvand, og dermed ikke er samme problemtype som f.eks. kunstvanding til mandler og acocadoer.

    1. Hej Steffen,
      det er en god pointe, du peger på – tak for det 🙂
      Jeg skriver den lige på listen til, hvis vi skriver en opfølgning på et tidspunkt.
      God dag til dig 🙂
      Bedste hilsner fra
      Jeannette

  2. Hej Anja 🙂

    Meget interessant læsning, jeg sidder selv og skriver BA omkring bæredygtighed i fødevareproduktionen. Derfor er jeg meget interesseret i at høre hvor dine kilder til denne artikel stammer fra, og om det er noget du kan sende til mig? 🙂

    Mvh
    Camilla

    1. Hej Camilla,
      Anja har fundet andet arbejde, så jeg har desværre ikke mulighed for at spørge hende til kilderne.
      Jeg håber, du finder dem på anden vis.
      Bedste hilsner fra
      Jeannette

Skriv et svar