Spar på vandet når du vasker bil

Derfor kan det ikke betale sig at vaske din bil selv

Du kan spare på vandet og skåne miljøet, hvis du lader bilen blive vasket i en vaskehal frem for hjemme i indkørslen, lyder det fra bl.a. Miljøstyrelsen.

Efter en lang vinter er det gode forårsvejr endelig kommet til landet.

Du kører bilen ud af garagen og parkerer den i indkørslen. Haveslangen rulles ud og sæben findes frem, og du glæder dig til langt om længe at give bilen en ordentlig vask, så jord, olie og andet snavs kan forsvinde.

Men inden du tænder for vandet og begynder at skrubbe bilen, er jeg nødt til at stoppe dig.

I stedet vil jeg anbefale, at du sætter dig ind i bilen og kører til den nærmeste vaskehal.

Spar på vandet når du vasker bil
Det er langt mere miljøvenligt at vaske bil i en vaskehal frem for at gøre det hjemme i indkørslen.

Skader naturen

Hvor spildevand og miljøfarlige stoffer i en vaskehal ryger direkte i kloakken og videre til et rensningsanlæg, er situationen ofte en helt anden, når det drejer sig om bilvask derhjemme.

Her kan du i højere grad risikere, at spildevandet siver ned i jorden gennem fliserne, gruset eller græsplænen ved siden af indkørslen.

Fra bilen kan der være rester af blandt andet bly, krom eller zink, og det kan være skadeligt for dyr og planter, forklarer Miljøstyrelsen.

Spar 80 liter vand

Samtidig er der også masser af vand at spare, hvis du vælger vaskehallen.

Således anslår brancheorganisationen Benzinforhandlernes Fælles Repræsentation, at de mest effektive vaskehaller bruger mindre end 20 liter vand på en enkelt bilvask.

Modsat kan vandforbruget ved en “hjemmevask” sagtens komme op på 100 liter, forlyder det.

Insisterer du fortsat på at vaske bilen helt selv, anbefaler Miljøstyrelsen, at du anvender en miljøvenlig sæbe.

Ved du, hvor meget vand, der går til at producere dine dagligvarer? Læs det overraskende svar her.

Ulovligt i Sverige

Hos vores svenske naboer har problemet med vask af biler på gaden været så seriøst, at man i 2015 måtte ty til mere alvorlige midler.

Her valgte staten nemlig at indføre et forbud mod at udføre denne form for bilvask. Et forbud, der betyder, at du kan risikere at modtage en bøde på 10.000 kroner for at vaske din bil andre steder end i en vaskehal.

Et lignende forbud i Danmark ligger ikke umiddelbart øverst på dagsordenen hos politikerne på Christiansborg.

Men uanset hvad er der nærmest kun fordele for miljøet og dig selv ved at følge rådet om at lade bilen blive vasket i en vaskehal frem for hjemme i indkørslen.

Skrevet af anjalyngeaabye

Blogger på http://vandmedomtanke.dk

Skriv et svar