Søvand, drikkevand, havvand eller regnvand? Her kommer vandet fra, når ildebranden
skal slukkes.
Baaabuuu, baaabuuu, baaabuuu.
Forleden hørte jeg en brandbil drøne forbi kvarteret. Ude i horisonten kunne jeg se en lille røgsky. Heldigvis var det ikke nogen voldsom brand, fandt jeg senere ud af.
Men det gav mig anledning til at undre mig. Jeg undrede mig over det vand, som bliver sprøjtet ud af brandslangerne for at slukke flammerne.
Er det i virkeligheden den samme type vand, som kommer ud af vandhanen i køkkenet? Eller
hvordan hænger det sammen?

Den er god nok: Vi slukker ildebrande med drikkevand
Selv om jeg har en stærk formodning, har jeg valgt at sende mit spørgsmål videre til de rette
eksperter på området.
Det er naturligvis brandvæsenet. Her bekræftes min formodning:
“Vand til brandslukning tages som udgangspunkt fra den almene vandforsyning, idet brandhaner er opstillet på det almene vandledningsnet, hvor dette leverer det fornødne tryk,” fortæller Bo Andersson, fuldmægtig i Beredskabsstyrelsen.
Mellem 4.500 og 14.000 liter vand i en vandtankvogn
Vandet i brandslangerne er altså af den helt samme type og kvalitet, som det vand, du drikker fra vandhanen.
Det gælder ikke kun i vandet fra de klassiske røde brandhaner, som i øvrigt er langsomt ved at forsvinde ud af gadebilledet.
“Hvis brandvæsenet benytter sig af vandtankvogne, f.eks. fordi der ikke er opstillet
brandhaner, kommer vandet normalt ligeledes fra det almene vandforsyningsnet,” forklarer
Bo Andersson fra Beredskabsstyrelsen.
Beredskabsstyrelsen råder over vandtankvogne, der kan indeholde mellem 4.500 og 14.000 liter vand. Til sammenligning bruger en gennemsnitlig dansk familie 106 liter i døgnet.
Hjælp fra søer, moser og åer
Han fortæller dog, at brandmændene har mulighed for at finde andre vandkilder.
“Brandvæsenet kan også benytte vand fra naturlige vandforråd med tilstrækkelig vandmængde såsom søer, moser og åer, gravede vandforråd (branddamme) eller andre vandforråd med tilstrækkelig vandmængde,” lyder det fra Bo Andersson.
Hos Beredskabsstyrelsen har man forskellige typer brandslanger, der kan sprøjte alt fra cirka 200 til 1200 liter vand i minuttet. En almindelig bruser kommer der 6-20 liter ud af i minuttet.

Hvorfor bruger man ikke havvand til brandslukning
Mvh Søren Norlyk
Hej Søren,
det er et godt spørgsmål – vi skriver det lige på idélisten til, hvis vi laver en opfølgning på brandslukningen 🙂
God dag til dig.
Bedste hilsner fra
Jeannette
Til omfattende naturbrande, skovbrande m.v. benyttes det vand som er tilgængelig, fx fra søer, regnvandsbassiner m.v.
Saltvand kan være ødelæggende for brandvæsnets pumper og tankevogne. Til bygningsbrand bør rent vand benyttes til brandslukning, i det vand fra søer, moser m.v. kan indeholde organisk affald som resulterer i bygningsskade samt give dårligt indeklima, så selv om at rent drikkevand fortrinsvis benyttes til brandslukning, er det det ofte den bedste løsning.
Hej Bjarne,
det er en god pointe – tak for at dele den 🙂
Hvad med spildevand??? Det er der jo rigeligt af
Hej Stig,
jeg har ikke reseachet på det, men jeg gætter på, at spildevand ikke er noget godt valg, fordi man så får “snavs” ud, hvor det kan gøre skade.
Bedste hilsner fra
Jeannette