Spar på vandet: Her er læsernes bedste tips

Du kan bl.a. genbruge vand fra madlavning til nyttige formål, lyder flere råd fra vores læsere. Se alle de gode råd lige her.

Hos Vand med omtanke deler vi gerne ud af vores erfaringer. Specielt når det handler om vand. Det gjorde vi f.eks. tidligere på året, da vi lavede en liste over 10 simple tips til at spare på vandet.

På vores Facebook-side har listen været populær blandt brugerne, som har bidraget med endnu flere sparetips. Særligt i køkkenet og i badeværelset er der vand at spare, mener flere af læserne, der har givet lov til, at vi kan dele de gode råd her på siden.

1) Fra kogt vand til blomstervand

For mange er det helt normalt at hælde den vand, man har brugt til at koge æg, grøntsager eller lignende, ud i vasken. Men i stedet for, at det kogte vand ryger hele vejen gennem afløbet og ned i kloakken, kan du gemme vandet til andre formål.

“Det er ekstra godt til at vande blomster med,” fortæller Eva Madsen. Dog er det en god idé at vente, til vandet er kølet en smule ned.

2) Sluk vandet, når du vasker hænder

Det lyder mærkeligt, ikke? Men for Annette Skov er dette et trick, hun benytter sig af mange gange om dagen. Det går ganske enkelt ud på, at du først skyller hænderne. Derefter slukker du vandet og smører hænderne ind i sæbe, inden du til sidst tænder vandet igen og skyller sæben af hænderne.

“Tænk, hvis alle gjorde det, hvor meget vand vi kunne spare,” skriver Annette Skov.

Kan man blive tørstig af at drikke? Læs mere her.

3) En halv centimeter vand er nok

Indrømmet, jeg har ikke testet dette tip, men for Anne Lynggard Olsen fungerer det upåklageligt. Den halve centimeter vand er nemlig den mængde vand, du har brug for, når du i gryden koger eksempelvis kartofler, grøntsager eller æg.

Anne Lynggard Olsen har dog en lille bemærkning:

“Du kan også gøre det, når du koger pasta, men her bliver resultatet ikke helt så godt,” forklarer hun.

4) Kondens kan bruges

Har du en kondenstørretumbler, er der en beholder til kondensvandet. Den kan indeholde op til fire liter vand og skal tømmes med jævne mellemrum. Også her er der andre, nyttige alternativer at bruge vandet til fremfor at hælde det ud i afløbet.

“Om sommeren tømmer jeg altid beholderen i kondenstumbleren ud i mit krydderurtebed og planter i krukker. Det skal da ikke gå til spilde,” skriver Lisbeth Sejberg Sørensen.

Og hun har fuldstændig ret. Kondensvandet er i øvrigt også et glimrende middel, hvis du skal vaske vinduerne eller til rengøring af badeværelset, idet vandet er fri for kalk.

5) Gem ventetidsvandet

Hvad enten du har brug for koldt vand i glasset eller varmt vand fra bruseren, kan det være oplagt at lade vandet løbe, indtil det har den rigtige temperatur. Det er en situation, der har fået flere brugere til tasterne.

“Jeg samler det kolde vand fra bruseren og bruger det til toiletskyl,” skriver Eva Lilie, mens Sonja Nygaard supplerer:

“Jeg bruger til at vande blomster og potteplanter. Om dagen kan det snildt blive til 10-12 liter vand, som der er stort behov for i drivhus og have. Det vand, der er i overskud, hælder jeg i vandtønder,” forklarer hun.

Spar på vandet
Med få ændringer i dine vaner kan du spare adskillige liter vand om dagen. Læs mere her.

Skrevet af lizaandersen

Jeg blogger om vand i hverdagen, og hvordan vi alle kan blive bare lidt bedre til at bruge vand med omtanke.

Skriv et svar