Fra fiasko til succes: Tre bizarre idéer som skulle redde vandet

96 millioner plastikkugler, en uhyggelig maskot og tossede termoplader. Vi har samlet tre vanvittige idéer, der fik blandet succes.

Forestil dig, at den eneste kilde til rent vand er ved at fordampe på grund af tørke. Hvad vil du gøre?

I Danmark har vandmangel ikke været et stort og vedvarende problem i nyere tid, men så heldige har man ikke været andre steder i verden. Og så handler det om at tænke i nye løsninger.

Men nogle gange kan disse løsninger blive en anelse for kreative og på grænsen til det bizarre. Det har vi fundet tre eksempler på i Indien, USA og Sydafrika.

1) Termopladerne der blæste væk

I Tamil Nadu, en delstat i det sydlige Indien, stod man i 2017 over for den værste tørke i 140 år. Det betød, at vandet i floder og søer begyndte at fordampe i alvorlig grad. I forsøget på at redde vandet ved dæmningen Vaigai Dam kom embedsmændene op med en interessant idé.

Med den lokale politiker Sellur K. Raju i spidsen bestilte man massevis af termoplader. De skulle dække søoverfladen og dermed forhindre vandet i at fordampe. Umiddelbart en god tanke. Og så alligevel ikke…

I Danmark har vi noget af det reneste vand i Europa – men det er ikke billigt
Vidste du, at vi i Danmark betaler den sjettedyreste pris for vand sammenlignet med vores europæiske fætre og kusiner? Læs mere her.

For det første var der slet ikke termoplader nok til at dække hele vandoverfladen. Og for det andet var pladerne bundet sammen med klæbende tape, som på ingen måde kunne modstå den stærke vind og vandstrømmene.

Ja, resultatet giver næsten sig selv: Termopladerne gled hurtigt væk fra hinanden i forskellige retninger, og nogle blæste endda tilbage på land. Idéen blev også kritiseret, fordi termopladerne ikke kunne nedbrydes biologisk. Hvis de gik i stykker, var de til skade for fiskene.

Alt i alt var det et særdeles mislykket projekt. Heldigvis er situationen i Tamil Nadu en smule forbedret siden da, og i juni 2018 blev der for første gang i syv år udledt vand fra reservoiret .

Se en video af det mislykkede forsøg her:

2) 96 millioner sorte plastikbolde

Inderne skulle måske have kigget mod USA, hvor vi finder et lignende forsøg fra Los Angeles i 2015. Et forsøg, der skabte overskrifter i hele verden, heriblandt Danmark, fordi det indebar hele 96 millioner plastikkugler til omkring 2,5 kroner per styk.

Også her var man ramt af voldsom tørke, som fik vandet til at fordampe i byens drikkevandsreservoirer. Men i stedet for termoplader, blev der hældt flere millioner sorte plastikbolde ud i vandet for at blokere sollyset. Man forventede, at skyggekuglerne kunne spare 1,2 milliarder liter vand på et år.

Dette forsøg blev også mødt med en vis skepsis. Men ifølge direktøren for vandindsatsen hos LA’s styrelse for vand og strøm, Richard Harasick, virkede den alternative metode præcis som planlagt. Som en sidegevinst var boldene også med til at forhindre algevækst i vandreservoirerne.

De fleste kugler blev dog senere fjernet. En mere permanent løsning skulle installeres, men måske man skulle overveje at sende kuglerne til Indien?

Sådan ser det ud, når man hælder millioner af plasticbolde i et drikkevandsreservoir:

3) Den uhyggelige maskot

I Sydafrika har Cape Town med godt 4 millioner indbyggere balanceret på randen af en katastrofe. En langvarig tørke har det seneste par år skabt en vandkrise i byen. Faktisk var man i foråret 2018 utrolig tæt på at lukke for byens vandforsyning på grund af vandmanglen.

Adskillige redningsforsøg blev iværksat, men på mange punkter handlede det også om, at byens borgere skulle ændre vaner, når de åbnede for vandhanerne. Og hvordan kommunikerer man lige dette ud, så selv børnene lærer at spare på vandet? Ja, man hyrer da en maskot.

10 simple tips til at spare på vandet
Med få vaneændringer kan du spare adskillige liter vand om dagen. Se 10 simple tips til dette lige her.

Han hedder Splash og skal lære børn om, hvilken trussel Cape Town står over for. Men ved synet af Splash skulle man nærmest tro, at det er ham, der står bag vandkrisen i den sydafrikanske storby.

Selv om maskotten ligner en skurk fra dårlig gyserfilm, ser det ud til, at kampagnen har været særdeles effektiv. Det var muligvis ikke hensigten, men Splash’ uhyggelige udseende har været med til at sprede budskabet på især sociale medier, hvor kampagnen er gået viralt.

Samtidig er vandkrisen i Cape Town afværget. I hvert fald indtil 2019. Men det kræver ganske enkelt, at området får mere regn. Og ja, så kræver det naturligvis også, at borgerne fortsat lytter til Splash og sparer på vandforbruget.

Skrevet af clausdennisjonsson

Jeg blogger om energibesparelser i det store og i det små, og hvorfor en vandhane ikke bare er en vandhane.

Skriv et svar