Rengøring af drikkedunk

Så ofte skal du vaske din vandflaske

Når jeg søger på nettet, er der ikke tvivl om, at jeg skal være påpasselig med at genbruge en vandflaske. Men kan det virkelig være så slemt? Det er jo bare vand. Få fem gode råd her.

“Din vandflaske kan gøre dig syg.”

“Din vandflaske kan være lige så beskidt som et toilet.”

Sådan er ordlyden i flere af de overskrifter, der popper frem, når jeg prøver at blive klogere på, om jeg kan bruge en vandflaske igen og igen. Umiddelbart lyder det ikke særligt tiltalende.

Og så alligevel kan jeg ikke lade være med at tænke: Det er jo bare vand. Er det ikke lidt af en overdrivelse at sammenligne en brugt vandflaske med et toilet?

Egentlig ikke.

Kender du forskellen på flaskevand og postevand
Kender du forskellen på flaskevand og postevand? Få svaret lige her.

En beskidt løsning

I et eksperiment på Aarhus Universitet forsøgte fem studerende at finde ud af, hvor beskidt en vandflaske kan blive, hvis du drikker af den fem dage i træk uden at vaske den. Resultatet var foruroligende:

“Da vi målte bakterieindholdet bagefter, var det umiddelbart så højt, at vores måleudstyr i første omgang ikke kunne klare det,” forklarede en af de studerende, som også bakkes op af lignende undersøgelser.

På trods af, at de studerende forsøgte med en ny test med nyt måleudstyr og med rengøring af flaskerne undervejs, var konklusionen soleklar: Det er en rigtig dårlig og beskidt idé at genbruge din købte vandflaske.

Engangsflasker egner sig ikke til det

Det største problem er nemlig, at det er meget besværligt selv at rengøre sådan en vandflaske. Den er produceret som en engangsflaske, og derfor er den slet ikke designet til, at du selv skal gøre den rent.

“Man kan godt bruge dem et par gange, men problemet er, at der hurtigt sætter sig bakterier i dem,” har det tidligere lydt fra Christina Busk, der er miljøpolitisk chef hos Plastindustrien

Det bedste, du kan gøre, er at aflevere din vandflaske i pantautomaten. Herefter kommer den videre i systemet og bliver rengjort professionelt, inden den kan bruges igen.

Drikkedunk er vejen frem

Derfor er mit råd, at du dropper engangsflaskerne og i stedet køber en ordentlig drikkedunk. En drikkedunk, der nemt kan gøres ren, og som kan tåle at komme i opvaskemaskinen.

Ligesom du gør dine kaffekopper og vandglas rene efter brug, sådan skal du også tænke om din vanddunk. Bruger du den dagligt, ja, så skal du også rengøre den dagligt. Ganske enkelt.

5 gode råd til brug og rengøring af din drikkedunk

  1. Vask drikkedunken hver dag.
  2. Din drikkedunk er personlig, så pas på med at lade andre smage af den – også selvom der sjældent sker noget ved det. Vil du dele dit vand med andre, er det bedst rent hygiejnisk at hælde det op i et glas.
  3. Brug en flaskerenser, hvis du ikke kan komme gennem drikkedunkens hals med opvaskebørsten.
  4. De fleste vanddunke kan holde til høje temperaturer, men lad være med at skolde dunken med kogende vand, da den kan blive deform eller risikere at smelte.
  5. Lad drikkedunken lufttørre efter endt rengøring, hvis ikke du kan komme helt ned med viskestykket.
Direktøren forbød flaskevand i virksomheden.
Direktøren forbød flaskevand i virksomheden. Læs her, hvordan det gik.

Skrevet af lizaandersen

Jeg blogger om vand i hverdagen, og hvordan vi alle kan blive bare lidt bedre til at bruge vand med omtanke.

Skriv et svar