“Det handler om at styre vandforsyningen intelligent og energieffektivt”

For Rune Kier Nielsen handler et bæredygtigt vandforbrug ikke om at spare på vandet, men om at passe på det vand, man har til rådighed og bruge det smart.

Som strategisk kommunikationskonsulent i Skanderborg Forsyning / AquaGlobe – Water Solution Center, handler hans arbejde om vand.  I anledning af FNs Vandets Dag den 22 marts har vi spurgt en række danskere om deres hverdag med vand, og nedenfor kan du se, hvad Rune Kier Nielsen svarede:

1. Flaskevand eller postevand?

Aldrig flaskevand. Altid postevand. Med de forskelle i pris, kvalitet, CO2 og plastaffald, der er på flaskevand og postevand, er der slet ingen tvivl.

2. Jeg drikker vand, når …

… Jeg har dyrket sport, eller når jeg er i fare for hovedpine eller tømmermænd. Og så selvfølgelig når jeg er tørstig. Jeg drikker dog slet ikke nok vand.

3. Det bedste vand, jeg har smagt, var …

Jeg er ikke vandsommelier eller noget, men jeg synes nu, Skanderborg-vandet er ret lækkert.

4. Hvad gør du for at spare på vandet?

Vi har vand nok i Skanderborg, så for mig handler det mere om ikke at bruge på de forkerte tidspunkter. For eksempel under hedebølgen i sommers, da Skanderborg Festival var på vej og snart ville tredoble vandforbruget. Så var jeg glad for at have regnvandsopsamling, som jeg kunne bruge til at vande køkkenhaven og bærbuskene.

5. Får du nogensinde dårlig samvittighed over dit vandforbrug? Hvis ja, hvorfor?    

Jeg kan godt synes, at jeg bruger for meget vand. Men jeg er også meget bevidst om, at vand i Skanderborg ikke er en mangelvare. Der er nok af den. Under den ene uge om året, hvor Skanderborg Festival kører, har vi kapacitet til at tredoble forbruget, så i årets andre 52 uger er der rigeligt med kapacitet.

Når vi sparer på vandet i Danmark, så giver det jo ikke mere vand til andre i tørkeområder. Så jeg har ikke dårlig samvittighed.

I Skanderborg har vi tydeligt vist, at energi og CO2 ikke hænger 1:1 sammen med forbruget. Det handler langt mere om at styre vandforsyningen intelligent og energieffektivt. Og der er vi langt med de innovative projekter, vi har kørt, og de teknologier, vi har været med til at udvikle.

Så når vand er billigt og ikke er en mangelvare i Danmark, og når energiforbruget bedre kan styres andre steder end på forbrugersiden, så kommer det til at handle om grundvandsbeskyttelse, pesticider og vandkvalitet. Der er noget at komme efter, men det er nu ikke noget, jeg indretter mit forbrug efter.

 

Skrevet af lizaandersen

Jeg blogger om vand i hverdagen, og hvordan vi alle kan blive bare lidt bedre til at bruge vand med omtanke.

En kommentar

Skriv et svar