Flere studerende, men mindre brug af vand: Hvordan kan det lade sig gøre?

På grund af den store mængde af fysisk aktivitet på Politiskolen i Brøndby, går de studerende i bad på skolen flere gange om dagen. På trods af et større optag af studerende, har skolen dog formået at holde vandforbruget nede ved at skifte brusere og vandhaner.

Forestil dig at bade tre gange om dagen. Forestil dig, at 975 personer på samme matrikel stiller sig under bruseren tre gange om dagen. Forestil dig så mængden af vand, der bliver brugt og prisen på det, når det strømmer ud af bruserne tusindvis af gange hver dag.

Sådan er situationen på Politiskolen i Brøndby, hvor de studerende er forpligtede til at holde sig i form og derfor også bader flere gange i døgnet for at holde den personlige hygiejne ved lige.

Over de seneste år er antallet af studerende på Politiskolen vokset, og skolen frygtede derfor, at vandforbruget ville nå nye højder – en situation, der ikke ville passe ind i uddannelsesinstitutionens plan om at spare energi.

Krav om besparelser

For at forsøge at spare på vandet udførte Politiskolen i sommeren 2016 en test, hvor den udskiftede en række brusere og vandhaner med nye brusepaneler, elektroniske vandhaner og et-grebs-armaturer med koldstart.

Klimaministeriet kræver nemlig energibesparelser på 14 procent inden 2020 og mest muligt på vandforbruget. Da de studerende bader så ofte, så Politiskolen også en oplagt mulighed i at komme vandforbruget til livs.

Med de nye brusere og vandhaner reduceres forbruget af vand fra 20 til 9 liter i minuttet uden at give komforttab for brugeren.

Politiet vil spare flere steder

I forsøgsperioden kom vandbesparelsen i alt op på 25 procent, mens man formåede at reducere brugen af det varme vand med 53 procent på grund af de nye armaturer.

Det vil kunne give en besparelse på 100.000 kr., hvis alle brusere og vandhaner på skolen bliver erstattet af nye af den vandbesparende slags.

En besparelse af den kaliber betyder, at de nye armaturer vil kunne være tjent ind på omkring 3,3 år.

Efter forsøgsperioden har Politiskolen formået at undgå at øge forbruget af vand, selvom der er kommet 30 procent flere brugere til.

De gode erfaringer på Politiskolen i Brøndby har gjort, at Rigspolitiet nu undersøger muligheden for at udskifte brusere og vandhaner i andre af politiets afdelinger.

Skriv et svar

%d bloggers like this: