Fra skiden by til blandt verdens reneste: Københavns kamp for rent drikkevand

Værdien i at kunne få rent drikkevand er formentlig ikke noget, de fleste danskere tænker så meget over, men det, vi i dag tager for givet, var i 1800-tallet en lang og sej kamp for en række visionære mænd. Bliv klogere på, hvordan det gik til, at vi i dag har noget af verdens bedste drikkevand.

I dag render rent drikkevand ud af vores vandhaner som den mest naturlige ting i verden, men sådan har det ikke altid været.

Først i 1897 blev en kloakreform vedtaget i København, hvilket var et skridt på vejen til det rene drikkevand, vi har i dag. Vejen dertil var lang og sej og fik blandt andet vind under sejlene på grund af en koleraepidemi.

Den smitsomme tarmsygdom ramte København i juni 1853 og dræbte 4737 mennesker på sin vej gennem hovedstaden, indtil epidemien blev stoppet fire måneder senere. Dødstallet i København var højere end i eksempelvis London, og det mente man skyldtes overbefolkningen og de dårlige hygiejniske forhold i København.

Havnen lugtede ind over byen

Datidens læger havde delte meninger om, hvordan kolera smittede. Nogle mente eksempelvis, at smitten blev båret af en giftig luft, der kom fra rådnede dyr, planter og jordbunden samt fra stillestående vand. Disse læger lagde derfor vægt på, at der skulle rettes op på hygiejnen.

København var kendt som en ”skiden by,” fordi afføring røg i havnen og sendte en fæl lugt ind over byen. Samtidig var levealderen i hovedstaden langt lavere end i resten af landet, mens børnedødeligheden var højere.

Det internationalt orienterede borgerskab ville af med lugten af afføring og sætte København på europakortet, og i 1844 dukkede en mand op, som sikkert faldt i borgerskabets smag.

Inspiration fra Europa

Manden var F.C. Kabell, som var overinspektør ved det Kongelige Saltværk i Holstein. Han tilbød Københavns Borgerrepræsentation at tage på en inspirationstur til Hamburg for at se, om et vandforsynings- og kloakanlæg som deres kunne bruges i København.

Kabell havde også været i Paris og London og foreslog det, der først et halvt århundrede senere blev implementeret; hvert hus skulle have sin egen kloak med afløb fra køkken, vandklosset (gammeldags toilet) og tagrender, som så skulle samles i større kloakker.

Konkurrence om det bedste system

Forslaget vakte interesse i Borgerrepræsentationen, som deraf udskrev en konkurrence for at finde det bedste system for vandforsyning, gasbelysning og kloakering i 1847.

De modtog 18 forslag, men ingen af disse blev vurderet til at være helt gode nok. Man arbejdede derfor videre med de bedste af dem og afventede flere praktiske erfaringer fra udlandet.

Et par år senere i 1851 nedsatte Københavns Borgerrepræsentation en kommission til forbedring af de hygiejniske forhold af frygt for en koleraepidemi, der altså endte med at ramme byen to år senere.

Ingen kloakering gav øget dødelighed

Samme år, som koleraepidemien ramte København, præsenterede distriktslægen Peter Anton Schleisner studier fra England om kloakering for Borgerrepræsentationen. Studierne viste, at ingen eller en mangelfuld kloakering øgede dødeligheden – specielt i de lavere sociale klasser.

Den historie købte Borgerrepræsentationen ikke. Overpræsidenten, Michael Lange, var af den overbevisning, at kloakering ville blive dyrt, og at kloakrørene ville fryse til is i den danske vinter. Samtidig skulle gader brydes op for at lave kloakkerne, og man ville ikke længere kunne sælge afføring som gødning til landmænd.

Den daværende indenrigsminister, Anders Sandøe Ørsted, så lignende problemer ved kloakering, da han i 1854 afviste et sådant forslag. Den netop overståede koleraepidemi fik ingen opmærksomhed.

Et råddent kloaksystem

Kampen for rent drikkevand og bedre hygiejne fik dog medvind, da man i slutningen af 1850’erne etablerede et selvrensende underjordisk system til husspildevand, regnvand og dræning med udløb til havnen eller kanaler.

Samtidig blev Københavns første vandværk taget i brug ved Axeltorv, og et rensningsanlæg blev opført ved Skt. Jørgens Sø. Her blev vandet renset ved at løbe gennem sandfiltre, før det ved hjælp af dampkraft blev pumpet videre.

Endnu et skridt på vejen mod kloakering blev taget i 1860, da København fik sit første kloaksystem. Det bestod af trærender under jorden, som drikkevandet løb på, men renderne var ofte rådne og kunne ligge op ad utætte latringruber fra datidens toiletter.

På dette tidspunkt kom der forbud mod vandskyllende wc’er, som vi kender i dag. Der var blandt andet politisk modstand mod disse, da man tjente penge på at sælge afføringen som gødning til landmænd.

Problemet flyttes til Øresund

Med tiden faldt landmændenes efterspørgsel på afføringen dog, da de i højere grad begyndte at bruge kunstgødning, som var nemmere at håndtere. På den måde forsvandt et af hovedargumenterne for, at wc’er skulle forbydes.

I slutningen af 1800-tallet havde flere ansøgt om at få lov til at installere wc’er i nybyggerier, men indtil 1893 fik de afslag. I dette årstal blev det under særlige forhold tilladt, og man skulle betale en årlig afgift på 100 kr.

På trods af en stadig skepsis over for wc’erne og kloakering blev en kloakreform i 1887 vedtaget, hvor kloakudløb til havnen blev stoppet. I stedet lagde man rør under havnen og byggede pumpestationer, så efterladenskaberne blev pumpet ud i Øresund.

Der skulle altså gå godt 50 år, før F.C. Kabells vision blev til virkelighed.

En sundhedsmæssig succes

At pumpe afføring ud i Øresund flyttede selvfølgelig bare problemet med lugten og ”mudder” væk fra havnen, og først i 1973 kom den endelige løsning, da Danmarks største rensningsanlæg, Lynetten, blev taget i brug.

I mellemtiden blev wc’et i 1938 obligatorisk, og tilslutningsafgiften blev fjernet.

I takt med at kloakering og rent drikkevand fandt sin vej til København, blev sundheden også fremmet, og færre døde i hovedstaden, så levealderen blev lig resten af landet. Det menes dog, at økonomisk fremgang, arbejderbeskyttelse og bedre kontrol af fødevarer bidrog til dette sammen med det rene drikkevand.

I dag siges Danmark at have noget af verdens bedste og reneste drikkevand.

Kilde: Lars Iversen: Kampen for Liv. Fem danske forebyggelsessuccesser. SIFs Forlag. 212 sider.

Læs også: Fra fiasko til succes: Tre bizarre idéer som skulle redde vandet

Skriv et svar

%d bloggers like this: