Nye vandhaner: Stort boligkompleks går den miljøvenlige vej

Selvom en kæmperenovering af boligblokke i Glostrup endnu ikke er færdig, har nye energirigtige vandhaner allerede givet positive resultater.

Lige nu er et af vor tids største renoveringsprojekter i den almene boligsektor i gang i Glostrup Boligselskabs afdeling 9. Projektet består af hel eller delvis renovering af hele 1233 lejligheder, der ved arbejdets ende i sommeren 2019 er blevet til 1120, da nogle bliver lagt sammen til større boliger.

Ved renoveringen er der lagt vægt på kvalitet, holdbarhed og servicevenlighed, og derfor har boligselskabet valgt at installere nye energisparende armaturer i alle lejlighederne.

De gør det blandt andet muligt at spare op til 30 procent af forbruget af koldt vand, mens de kan spare helt op til 77 procent på brugen af varmt vand.

Allerede gode resultater

Kim Frydendahl, som er energikoordinator i Glostrup Boligselskab, fortæller, at han allerede nu kan se, at forbruget af koldt vand er faldet i de boligblokke, hvor man er nået i mål med renoveringen.

Han forventer at se flere besparelser, når hele renoveringsprojektet er færdigt til sommer.

Det er dog ikke kun besparelser på vand og dermed penge, boligselskabet kan se frem til. De nye armaturer kræver nemlig mindre service og løbende vedligeholdelse end de gamle vandhaner og brusere.

Mindre slitage

Det skyldes, dels at alle armaturer nu er fra samme leverandør, dels at de har en soft closing-funktion, hvilket vil sige, at de smæld og trykstød, der normalt kan opstå, når man åbner og lukker for vandet, ikke finder sted.

Denne effekt giver mindre slitage på armaturer og rør og dermed færre udgifter til vedligeholdelse og udskiftninger.

Læs også: 10 simple tips til at spare på vandet

Skriv et svar

%d bloggers like this: