Herlev Hospital sigter efter millionbesparelse på vand

Testresultater af energirigtige vandhaner på Herlev Hospital fik stedets vvs-mester til at fortsætte forsøget, da han mente, tallene næsten var for gode til at være sande.

Der er lagt op til en millionbesparelse, hvis Herlev Hospital skifter alle sine vandhaner ud med nye energirigtige af slagsen. Helt præcist vil hospitalet kunne spare 4,6 mio. kr. om året ved at erstatte sine 4600 armaturer med nye. Der vil nemlig kunne spares 1041 kr. pr. vandhane, viser en ny test, hospitalet har lavet.

Testen blev udført på to hyppigt brugte toiletter i tilknytning til en sengestue på en travl afdeling over en periode på fire måneder. Udover at vise, at der blev sparet penge, resulterede testen også i et fald i vandforbruget på 37 procent samt en reducering af energien brugt til varmt vand med 63 procent.

I øjeblikket bruger Herlev Hospital 150.000 m3 vand om året til en pris på 6,5 mio. kr.

Vil udskifte alle vandhaner

På Herlev Hospital vakte testresultaterne stor begejstring, og stedets vvs-mester, Michael Olsen, tænkte, at forsøgets udkom næsten var for godt til at være sandt.

Derfor fortsatte han testen i yderligere en måned for at se, om de positive tal vedblev, hvilket de gjorde. Michael Olsen ser derfor gerne, at samtlige vandhaner på hospitalet bliver udskiftet.

Hospitalets ledelse er også meget interesseret i at føre det ud i livet, men i øjeblikket sætter økonomien en stopper for det.

Ikke penge i budgettet

Selvom nye armaturer vil være tilbagebetalt på 1,1 år, er der ikke penge til at skifte alle 4600 på én gang. Hospitalet arbejder derfor på at få puljemidler til at sætte skub i projektet, mens Michael Olsen og hans vvs-team installerer de nye energirigtige vandhaner, når gamle alligevel skal erstattes.

Herlev Hospital har et areal på 250.000 m2, og senere i 2019 kommer der 60.000 m2 mere til, når et nyt omkransende byggeri efter planen skulle stå færdigt.

Læs også: Flere studerende, men mindre brug af vand: Hvordan kan det lade sig gøre?

Skriv et svar

%d bloggers like this: