Kan man egentlig drikke vandet på ferien?

Herhjemme drikker vi vandet fra hanen, men hvorfor ikke på sommerferien til Thailand, Spanien eller Kroatien? Mange af os køber vand på flaske i udlandet – selvom det ikke altid er nødvendigt.

Spanien, Tyskland, Italien, Tyrkiet, Frankrig og Storbritannien var nogle af de mest populære rejsedestinationer for danskere i 2018. I mange af disse lande er vandet fra hanerne godt nok til at drikke, men alligevel køber mange danskere vand på flaske, så snart de er på ferie. Hvorfor?

Grønt lys i Vesteuropa, Australien og Nordamerika

Af nysgerrighed har jeg undersøgt, om det egentlig er nødvendigt at undgå vand fra hanen, når man er i udlandet.

CDC (United States Centers for Disease Control and Prevention) har lavet en guide til netop dette, og her anbefales det at holde sig fra vandhanerne, når man bevæger sig uden for Vesteuropa, Australien og Nordamerika. Israel, Brunei, Hong Kong, Sydkorea, Japan og Singapore anses dog for også at have rent vand.

At CDC fraråder en at drikke postevand fra specifikke steder betyder ikke nødvendigvis, at vandet i disse lande er forurenet – det kan også handle om bakterier, danske maver ikke er vant til og derfor kan blive irriterede over. Det kan eksempelvis gælde i Østeuropa.

Grund-, overflade- og kildevand

I Danmark kommer stort set alt drikkevand fra grundvandet, og også i Ungarn kommer en stor del af vandhanevandet derfra.

Hos vores naboer i Sverige og Norge er det i stedet renset overfladevand fra søer og floder, der senere render ud af hanerne. I Sydafrika og Australien er denne metode også populær, og den bruges, når man ikke har nok grundvand, eller det ikke er rent nok til at drikke.

I Hong Kong er alt drikkevand renset overfladevand, og i Frankrig er det tilfældet for 40 procent af postevandet. I Paris er danske Grundfos med til at rense overfladevand fra Seinen, der løber gennem byen.

Andre lande som eksempelvis Tjekkiet benytter sig i høj grad af vand fra kilder.

Tag drikkedunken med

Uanset hvor, du skal hen, vil min opfordring denne sommer være at tage drikkedunken og de gode vandvaner med på ferie. Det vil både spare dig penge, men også skåne miljøet for en masse engangsplastik og unødvendigt brug af vand.

Et hurtigt regnestykke viser, at en familie på fire personer, som er sydpå i tre uger og drikker cirka én liter vand hver om dagen, bruger over halvtreds 1,5 liters vandflasker.

4 liter x 21 dage = 84 liter

84 liter / 1,5 = 56 plastikflasker

Det koster måske max et par hundrede kroner, men det er dyrt for miljøet. Det koster halvtreds plastikflasker, der både skal bruges energi på at fremstille og afskaffe igen. Plastik og energi, som alt sammen kunne undgås, hvis du tager din drikkedunk med på ferie.

Men det smager ikke godt!

Det er rigtigt, at vi i Danmark har noget af det bedste drikkevand i verden, og ja, det smager bare bedre end andre steder. Ofte handler det dog blot om tilvænning. Efter et par dage med italiensk eller tysk vand i glasset, vil du ikke bemærke den anderledes smag – først når du kommer hjem og genopdager det lækre danske drikkevand. Det er som at opleve en slags nyforelskelse.

Det er dog en god ide at undersøge drikkevandsforholdene der, hvor du skal hen, ved at spørge et rejsebureau eller de lokale, før du drikker af vandet. Men prøv at spørg dem, inden du køber plastikflasker i supermarkedet.

En dråbe i havet

Det er klart, at miljøet ikke bliver reddet af fire mennesker på ferie, men hvad nu, hvis du gør det i ti år i træk på alle dine ferier? Og hvad nu hvis campingvognen på nabopladsen fik øje på ideen og gjorde det samme? Før eller siden bliver det til rigtig mange éngangsflasker.

God sommer og husk at drikke vand i varmen.

 

Læs også: Stort tema – læs alt om flaskevand vs. vandhane-vand

Skrevet af lizaandersen

Jeg blogger om vand i hverdagen, og hvordan vi alle kan blive bare lidt bedre til at bruge vand med omtanke.

2 kommentarer

Skriv et svar